Kys Tudsen
Varighed ca. 40 minutter
Klasse: 0. klasse
Spilleperiode: 10.-13. marts 2026
Her får du muligheden for at tage din 0. klasse med til en teateroplevelse i den lokale kirke.
Eventyret Kys Tudsen handler om venskab, rummelighed og inklusion. Den bygger på et af verdens mest udbredte folkeeventyr, nemlig fortællingen om pigen, der kysser tudsen, og den bliver til en prins. Det er en fortælling om, at venskab kan gøre selv den grimmeste skrubtudse til en smuk prins. Forestillingen er på én gang morsom, sanselig og rørende, og den benytter sig af co-creation ved at inddrage børnene undervejs.
Det er fortælleteater, når det er bedst.
Som optakt til forestillingen og som efterbearbejdning er der alderssvarende undervisningsideer til klassen, ligesom alle tilmeldte klasser får et eksemplar af bogen Tudsen Tue med hjem på skolen med en hilsen i fra Anette Jahn.
Fra forestillingen:
Prinsessen stod og græd. Hendes elskede krystalbold var hoppet ned i den dybe, mudrede brønd.
Men så fik hun øje på et mærkeligt dyr, der sad og kiggede op på hende med sine store, våde, rullende øjne. Svampede hængevorter over hele kroppen. Og en bred, ækel mund, der pludselig sagde: ”Skal vi to være venner?” Men prinsessen kunne da ikke blive venner med sådan én, kunne hun?