Ting og sager i kirken
Klassetrin
5.-6. klasse
Fag
Kristendomskundskab
Lektioner
6 lektioner + Kirkebesøg 60 min.
Kompetenceområder
- Bibelske fortællinger
- Kristendom
- Andre grene af kristendom
Projektet indeholder
- Lærervejledning
- Elevark
- Kirkebesøg
- Udlån af kasse med religiøse genstande fra ortodoks og katolsk kristendom
Lærerkursus
6. august 8.00 - 12.15, Strandvejen 2a, 8410. Tilmelding under kurser.
Ting og sager i kirken
I religionsundervisningen tager arbejdet med kristendommen ofte udgangspunkt i tekster. Men hvad sker der, når vi i stedet begynder med det, man kan se, røre ved og undre sig over?
Religiøse genstande rummer en særlig viden om religion – om hvordan den praktiseres, leves og fortolkes.
For hvad er egentlig en kalk? Hvordan bruger man en rosenkrans? Og hvorfor brænder man røgelse af?
I dette projekt skal eleverne på mini-feltarbejde i den lokale kirke. Her arbejder de undersøgende og nysgerrigt med kirkens ting og sager – fra pibekrave til kalk. Undervejs får eleverne indsigt i, hvad genstandene bruges til, og hvilken betydning de har i folkekirken.
Samtidig åbner arbejdet for en forståelse af kirkens ritualer, historie og traditioner i den
evangelisk-lutherske praksis.
Tilbage på skolen bearbejder eleverne deres oplevelser og fund. Herefter udvides perspektivet til også at omfatte den romersk-katolske og den græsk-ortodokse kirke.
Eleverne undersøger genstande fra de forskellige retninger og arbejder sammenlignende med deres funktion og betydning.
På den måde får eleverne ikke blot konkret viden om religiøse genstande, men også en begyndende forståelse for både forskelle og ligheder mellem kristendommens tre hovedretninger.

