INDTRYK - AFTRYK - UDTRYK
- forbindelser mellem mennesker og natur
Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?
I dette forløb inviteres eleverne ud i naturen. Ikke for at måle, veje og beherske den, men for at sanse og mærke den.
Projektet indledes med, at eleverne skal finde ”deres eget sted” i naturen. Det gør de med en guidet lydvandring i ørerne. Elevernes egne steder og sansninger på lydvandringen spiller herefter en central rolle i hele projektet – ikke mindst, fordi forløbet tager sit afsæt i stedsbaseret læring.
I det videre forløb introduceres eleverne for forskellige natursyn, myter i religioner og håb på tværs af generationer og tidsaldre. Det gør de gennem nyproducerede fagfilm af teolog og bioetiker, Mickey Gjerris, der belyser sammenhængen mellem religiøse myter og forskellige natursyn. Og det gør de gennem uddrag fra bogen Mælkebøtteblod af Merete Pryds Helle.
Projektet afrundes med et kortspil, der sætter gang i elevernes egne refleksioner. Til sidst er der mulighed for at prøve den fotografiske teknik, blåtryk/cyanotopi, som er en nem og smuk måde at samle naturen og elevernes indtryk fra forløbet i et kreativt produkt.